Sidste nyt Jyllandsringen den 14. og 15. oktober Suveræn slutspurt for Team Schantz Team Schantz lukkede og slukkede med bravur i Advan Cuppens sidste weekend. Begge kørere kunne i det sidste og endelige løb betræde sejrsskamlen sammen og modtage deres hyldest for et flot løb med en 2. og 3. plads. Kun forbigået af to kørere slutter Tim Søndergaard og Flemming Schantz som henholdsvis 3er og 4er i det samlede klassement. 1. Heat, lørdag: ”Vi vidste, at vi skulle ud på en hurtig bane, og jeg skulle som minimum køre to pladser op for at sikre mig en start i fronten i 2. Heat – for at holde min 3. plads”, fortæller Tim Søndergaard. Kørernes forventninger blev indfriet; det blev et hurtigt race med spændende og sublime overhalinger. På trods af en strafbane formåede Flemming Schantz at holde sin 5. plads og Tim Søndergaard kørte sig ind som nr. 6, hvilket kvalificerede de to kørere til at starte som henholdsvis 2er og 1er i 2. Heat. 2. Heat, søndag: ”Det er jo en drømmeopstilling for os i Team Schantz til 2. Heat. Vi har begge skiftende gange været helt fremme, men koordineringen har manglet lidt, så vi ikke har startet forrest samtidig”, smiler Flemming Schantz. ”Vores mål var fra årets start at slutte i top 5. Nu kan vi se, at teamets indsats og vores kørsel har været så konstant og sikker, at vi nu kan starte på løbets fornemste pladser som 1’er og 2’er”, afslutter Flemming Schantz. Da startskuddet gik, lagde Tim Søndergaard sig fra første færd i spidsen. Flemming Schantz mistede placeringer i første sving efter at have startet i yderbanen. Som løbet skred frem blev Tim Søndergaard presset mere og mere af Gammelgaard, der til sidst vandt fighten. Bagved var Kim Lund og Flemming Schantz samtidig i hård konkurrence – der blev skiftet pladser flere gange, og begge kørere viste deres værd. Men dette års vinder af Advan Cup, Kim Lund, måtte til sidst opgive og Flemming Schantz vandt duellen. En Stop-and-Go kastede Casper Lind helt tilbage til de bagerste rækker, og de tre første pladser blev klare for enhver. Et blændværk af spændende overhalinger og fantastisk kørsel blev præmieret, og de to Team Schantz kørere kunne endelig opleve at betræde sejrsskamlen samtidig og modtage 2. og 3. pladsen i dette års sidste Advan Cup. Efterord fra Team Schantz: ”Det har været en fantastisk afslutning på sæsonen. Pludselig var det ikke længere en urealistisk drøm at blive 3’er i det samlede klassement”, fortæller Tim Søndergaard og fortsætter: ”Allerede efter 1. Heat var min samlede 3. plads sikret og jeg skulle starte fra Pole i 2. Heat. Jeg ville selvfølgelig gerne have vundet i 2. Heat, men jeg er glad for min pokal, der blev den 5. i år”. Stor set samme sikkerhed havde Flemming Schantz før 2. Heat. ”Jeg var 6 point foran min tætteste konkurrent, Peter Olsen, til 4. pladsen. Da han skulle starte som nr. 12 i 2. Heat, var jeg godt klar over, at det kun var en afkørsel, der kunne forhindre mig i at holde 4. pladsen. Der var derfor overskud til, at bl.a. Kim Lund og jeg fik et rigtig godt og spændende race, som man kun kan få, når to professionelle kørere møder hinanden”. Samlet placering: Tim Søndergaard nr. 3 Flemming Schantz nr. 4 Padborg den 23. og 24. september Team Schantz på podiet for 7. gang i år Efter næstsidste weekend i Advan Cup, Danmarksmesterskabet for standardbiler, ser det lyst ud for Team Schantz. Efter 1. Heat kørte Flemming Schantz sig ind på en flot 2. plads og Tim Søndergaard har med sine knapt 200 point kvalificeret sig til en 3. plads i det samlede klassement. Tidtagning lørdag den 23. september: Oddsene var ikke på Team Schantz’ side fordi, at træningen i weekenden var inddraget og flere af konkurrenterne til gengæld havde benyttet de foregående hverdage til at få testet og opsat deres biler til weekendens race på Padborg Park. Det holdt dog hverken Tim Søndergaard eller Flemming Schantz tilbage for at markere sig i tidtagningen – begge placerede sig i toppen som henholdsvis 2er og 4er mindre end en tiendedel sekund fra hinanden. 1. Heat lørdag den 23. september: Tim Søndergaard mister en placering ved starten. Et kort besøg i sandet straffes prompte midt i løbet og Tim Søndergaard ender på en femteplads, der dog kvalificerer den sorte Peugeot 206’er til at starte som nr. 2 i 2. Heat. Flemming Schantz tager til gengæld teten for Team Schantz; kommer forbi teamkammeraten og formår samtidig at holde Bruno Rasmussen bag sig. ”Bruno og jeg havde et fedt og fair løb”, fortæller Flemming Schantz og fortsætter: ”Det er en fornøjelse at køre mod en professionel racerkører”. Flemming Schantz kommer over målstregen som 3’er. Vinderbilen diskvalificeres dog efterfølgende på grund af ulovlige ændringer iht. reglementet. Det betyder, at Team Schantz rykker op og Flemming Schantz tager 2. pladsen med hjem til Varde. 2. heat, søndag den 24. september:Det bliver en svær start for Team Schantz. Begge kørere presses ind bag Kim Lund og kan ikke skifte bane – ud hvor de tætteste konkurrenter har lagt sig. Med snilde får Schantz kæmpet sig op, men bliver presset bag fra af Casper Lind. ”Det er klart, at Casper Lind kæmper om pointene med Kim Lund”, fortæller Flemming Schantz, ”men det er ærgerligt, når det går ud over respekten for andre og racet som helhed. Jeg blev direkte kørt af og mistede flere pladser på den påkørsel”, afslutter Schantz. Flemming Schantz ender som nr. 6 og Tim Søndergaard som nr. 5. Samlet placering: Tim Søndergaard nr. 3 Flemming Schantz nr. 5 – kun 2 point fra nr. 4. 2. september 2006 Sæsonens hårdeste weekend for Team Schantz I 4 runder nåede Tim Søndergaard at snuse til førstepladsens sødme – men en overstyring i hesteskoen satte en brat stopper for drømmen i denne weekend. Flemming Schantz startede 1. Heat med kun 200 meter efter start at måtte tage til takke med at se løbet fra sidelinjen. Alligevel har ingen af kørerne mistet deres placeringer i det samlede klassement. Flemming Schantz er 5’er og Tim Søndergaard ligger som 3’er. 1. heat, lørdag: ”Vi var godt klar over, at denne weekend ville kunne byde på lidt mere aggressivt race, end inden sommerferien”, fortæller begge kørere. ”Men alligevel er det surt så kort efter start i 1. Heat at blive kørt af”, erkender Flemming Schantz. Tim Søndergaards forventninger var derimod små efter en dårlig tidtagning, der placerede ham på startnummer 13. Men som løbet skred frem hæmmede de 60 kg. succesballast fra sidste weekend alligevel ikke Peugeot-køreren mere, end at han sluttede på en overraskende 5. Det blev kvalifikationen til at starte som 2’er i 2. Heat. 2. heat, søndag: Efter en intens start, fik Tim Søndergaard kæmpet sig én plads længere frem og placerede sig derved som nr. 1. Det var en tiltrængt placering i denne sæson, der indtil videre ”kun” har budt på podieplaceringer til højre og venstre for førstepladsen. I de første runder skabte Tim Søndergaard plads ned til rivalerne og i et kort øjeblik så sejren realistisk ud. Men følgeskabet kom igen og den lille 206’er blev drevet til det maximale. Flere gange slog bagenden ud og tog til sidst styringen – lige ud af hesteskoen. Det kostede 12 placeringer – men Tim Søndergaard var hurtigt tilbage på banen igen og gennemførte løbet. ”Jeg må jo bare trække det positive frem og lære af de fejl, som jeg begik i dag. Jeg skulle ikke have kørt så defensivt – og måske havde det betydet en endelig placering længere fremme i feltet. Men der er ingen grund til at ærgre sig”, siger Tim Søndergaard, ”bare jeg kan bruge erfaringerne konstruktivt i vores to næste og sidste race”. Mens Tim Søndergaard så 1. pladsen glide fra sig, havde Flemming Schantz taget den lange vandring fra tredje sidste placering og var nu fremme i forreste del af feltet – løbet blev sluttet som otter. ”De sidste mange gange har mindst en af os trukket pokaler med hjem til Team Schantz”, fortæller Flemming Schantz, ”derfor var det også lidt surt, at det for begge af os ikke gav syndeligt mange point med hjem i bagagen”. Men det positive for alle i Teamet er, at trods skadernes størrelse, så er der ikke en opgave, der er for stor for Team Schantz. På trods af en smadret venstre side og en knækket styrestang, stod Flemming Schantz’ 206’er atter igen køreklar til næste formiddag, så ottendepladsen kunne køres sikkert hjem. Samlet placering: Tim Søndergaard nr. 3 og Flemming Schantz nr. 5 13. august 2006 Team Schantz på podiet for tredje gang i træk Med weekendens løb på Ring Djursland blev der taget hul på efterårets afdeling af Advan Cup - klassen for de serienære standardvogne op til 2.000 cm3. For tredje gang i træk er Team Schantz med på podiet – denne gang med to 2. pladser til Tim Søndergaard. Det blev en dramatisk weekend med silende regn og spænding til sidste minut. ”Hele weekenden igennem har vi skiftevis haft slicks og regnvejrsdæk på bilerne”, fortæller Flemming Schantz. Men den rutinerede kører viste endnu en gang sin styrke og markerede sig sammen med teamkammeraten, Tim Søndergaard, i toppen på trods af sine 70 kg. succesballast fra sidste løb på Sturup. Efter at have kørt en sikker 4. plads hjem i første løb kvalificerede Flemming Schantz sig til at starte som tre’er i andet løb. Tim Søndergaard markerede sig både i tidtagningen og i første løb som en sikker to’er og skulle derfor starte anden løb som nr. 5. De to teamkammerater fik en forrygende start – Flemming som 2’er og Tim som 3’er. I gennem første halvdel af løbet blev placeringerne holdt, men presset steg fra de store konkurrenter Casper Lind Poulsen og Kim Lund. Efter en udbremsning på langsiden formåede Tim Søndergaard at komme forbi teamkammeraten og komme frem for at udfordre Thomas Mortensen. Men også Casper Lind Poulsen havde samme mål og gik elegant forbi begge Team Schantz biler. Tim Søndergaard fik dog kæmpet sig tilbage til andenpladsen, der for anden gang i weekenden bragte ham frem til præmieoverrækkelsen. Flemming Schantz måtte desværre se sig passeret og endte som nr. 5. ”Det er selvfølgelig surt ikke at holde 2. pladsen”, fortæller Flemming Schantz. ”Men jeg kunne se, at de andre trak fra mig på grund af min succesballast. Det var et fair race og nu glæder jeg mig bare til at kunne smide de mange kilo til næste løb på Jyllandsringen”, afslutter Flemming Schantz. ”Jeg havde håbet på at komme forbi Thomas tidligere, men Casper Lind var først til at komme forbi. Jeg udnyttede den nye konkurrencesituation og genvandt min 2. plads, som jeg både havde haft i første løb og i tidtagningen. Tempoet gik også markant op, da Casper igen kommer foran og jeg kører løbets hurtigste tid i sidste omgang”, fortæller Tim Søndergaard. Team Schantz er tilfreds med weekendens placeringer og kan endnu en gang takke teamet bag for, at bilerne kørte upåklageligt og sparringen fra Frankie Jørgensen endnu en gang har sikret, at det kun er op til kørernes egne egenskaber, når podiepladserne skal sikres til teamet. Næste løb er på Jyllandsringen den 2. og 3. september, hvor Flemming Schantz skal køre med 10 kg. succesballast - Tim Søndergaards to 2. pladser udløser 60 kg. succesballast. Samlet placering: Tim Søndergaard, nr. 3 (152 point) og Flemming Schantz, nr. 5 (122 point – kun 4. point fra 4. pladsen) 11. juni 2006 Flemming Schantz øverst på sejrsskamlen Også i denne afdeling af Advan Cup kom Team Schantz to gange på sejrsskamlen. Det blev både til en flot 1. og 2. plads i løbet af weekenden for Flemming Schantz. Både Flemming Schantz og Tim Søndergaard hos Team Schantz ligger nu i top 5 i den samlede placering. Både under warm-up og tidtagningen lå de to teamkammerater tusindedele af sekunder fra hinanden. Oddsene virkede lige for de to teamkammerater til stor overraskelse for Tim Søndergaard, der havde 50 kg succesballast efter podiepladserne fra sidste løb. Det viste sig også at være en fejlvurdering, for Flemming Schantz var stort set urørlig igennem weekendens løb. 1. heat, lørdag: Flemming Schantz indtog podiet i år med at gå direkte ind på førstepladsen. ”Under tidtagningen lørdag eksperimenterede vi med en ny opsætning. Jeg kunne straks mærke responsen i bilen og var klar over, at vi havde fundet den helt korrekte opsætning til Sturup”, fortæller Flemming Schantz. Et elegant rent race lørdag eftermiddag, hvor Flemming Schantz arbejdede sig op fra sin startplads som nr. 5 og endte som 1’er bekræftede, at både Flemming Schantz og bilen var i topform i weekenden. Desværre gik det ikke så let for Tim Søndergaard, der få sekunder efter start blev presset ud af banen, og som konsekvens af dette måtte gennemføre første heat med et forhjul ude af sporing. ”Christian Pedersen kom fra yderbanen og trak direkte ind i siden på min 206’er. Efter at have set billederne fra dagen kan jeg virkelig se, hvordan han ødelagde min start ved umotiveret at skubbe og holde mig med en bils bredde ud over banen. Ud over at jeg mister placeringer, beskadiger Christian Pedersen også min bil i sådan en grad, at min omgangstider bliver markant nedsat”, fortæller en uforstående og skuffet Tim Søndergaard, der efter en 4. plads i tidtagningen tidligere på lørdagen havde forventet et bedre resultat end 8. pladsen, som han sluttede på. 2. heat, søndag: Begge kørere fik en stærk start og kunne atter vise konkurrenterne, hvilket stof de to Team Schantz kørere er gjort af – bare materiellet er i orden. Flemming var igen helt fremme som nr. 3, og da Leon Sørensen kun et par få omgange fra mål gav lige tilstrækkelig plads til en overhaling, udnyttede Flemming Schantz chancen og passerede. Prisen blev desværre høj. I sidste omgang skubbede Leon Sørensen 206’eren på tværs ned ad langsiden. ”Om det var pay-back for min overhaling, ved jeg ikke”, udtaler Flemming Schantz og fortsætter: ”Jeg har virkelig svært ved at se, hvad der ned langs en lige langside kan retfærdiggøre, at han rammer min højre kofanger så kraftigt, at bilen vender 90 grader”. Men der skal mere til at køre Flemming Schantz af banen, og han holdt fast i sin 2. plads og dermed også weekendens anden pokal. Tim Søndergaard sluttede 2. heat som en flot femmer. ”Det var vigtigt for mig, at jeg fik så mange point med hjem som muligt. Min placering som nr. 3 i det samlede klassement var i fare. Det var derfor mindst lige så vigtigt for mig at fokusere på mine tætteste konkurrenter, som at få en god placering. Men min 3. plads er fortsat sikker, og Casper Lind Poulsens 2. plads er nu kun 12 point væk”, afslutter en glad Tim Søndergaard, der sammen med Flemming Schantz nu kan holde sommerferie i top 5. Samlet placering: Tim Søndergaard nr. 3 med 110 point og Flemming Schantz nr. 5 med 94 point. 28. maj 2006 To podiepladser til Team Schantz Der var fart over feltet hos Team Schantz weekenden igennem på Ring Djursland. Tim Søndergaard kom for første gang på podiet og blev kåret som nr. 2 og 3 i søndagens to heat. Flemming Schantz lå som en sikker 3’er, men måtte udgå. En stor skuffelse, da Flemming Schantz flere gange i weekenden kørte de hurtigste omgangstider. Endnu en gang blev Advan Cup afholdt i en cocktail af blæst, sol og silende regn – denne gang på Ring Djursland. For mindre end et halvt år siden på samme bane kørte Flemming Schantz en sikker 1. plads hjem. Forventningerne til weekendens resultat var derfor også høje. Under warm-up satte Flemming Schantz hurtigste tid og i tidtagningen næst hurtigste tid kun 15/100 efter Kim Lund, men desværre blev det kun til podiepladser for Tim Søndergaard. ”Det var kun tredje gang, at jeg kørte på Ring Djursland”, fortæller Tim Søndergaard. ”Men efter flere gennemgange af banens ideallinjer med Flemming Schantz kombineret med, at jeg i år er kommet frem til en perfekt opsætning af min 206 GTI – takket været det nye samarbejde med Frankie Jørgensen – fangede jeg hurtigt rytmen på Ring Djursland”, oplyser Tim Søndergaard. 1. Heat: Da startskuddet gik til 1. Heat, tog de to Team Schantz biler straks teten og, Tim Søndergaard og Flemming Schantz, placerede sig henholdsvis som nr. 2 og 3. Tim Søndergaard passerede yder mere Kim Lund og var i en kortere periode helt fremme i front som nr. 1. ”Jeg oversatser desværre på vej ud af skoven, og bliver overhalet af tre kørere, så Flemming Schantz og jeg bytter plads”, fortæller Tim Søndergaard, der herefter var nede på en 4. plads. Men kombinationen af Danmarks mest kuperede bane og Flemming Schantz’ kampgejst, gjorde desværre tiden knap på banen for Flemming Schantz. ”Jeg er selvfølgelig dybt skuffet over resultatet og min satsning, der gjorde, at jeg måtte opgive min 3. plads og udgik”, fortæller Flemming Schantz og fortsætter. ”Jeg vidste, at jeg havde farten i bilen og forudsætningerne for virkelig at blande mig i toppen”. Men held i uheld for Team Schantz betød Flemming Schantz’ overstyring, at Tim Søndergaard røg en plads frem og kunne køre de sidste runder hjem på en sikker 3. plads, så Team Schantz alligevel fik en pokal fra 1. Heat. 2. Heat: Tim Søndergaard kom godt fra start, og fra sin 4. plads var det kun nødvendigt at passere Peter Olsen for igen at indtage 3. pladsen. Tæt forfulgt af Casper Lind og Rene Hoff, blev der kæmpet intenst og kørt defensivt, indtil Tim Søndergaard overhalede Anders Christensen og kom op som nr. 2. ”Da Anders Christensen bliver overhalet, får jeg skabt den fornødne luft ned til ”mine forfølgere”, så jeg igen kunne få overskud til at koncentrere mig om mit eget løb og for første gang komme på podiet som nr. 2”, afslutter en glad Tim Søndergaard. Selvom det ikke blev til den forventede podieplads for Flemming Schantz, kørte han igen banens hurtigste tid. Det måtte i alt 11 konkurrenter føle på egen krop, hvor selv den mindste fejl blev straffet med en overhaling. Smidigt og elegant arbejdede Flemming Schantz sig op gennem feltet fra sin startposition som nr. 18 og blev belønnet med en 7. plads i 2. Heat. Slutplacering: Begge kørere i Team Schantz gik frem i den samlede placering efter weekenden på Ring Djursland. Tim Søndergaard ligger nu fremme som nr. 3 og Flemming Schantz avancerede to pladser til en 7. plads. Næste løb køres på Sturup Raceway den 10. og 11. juni. 22. maj 2006 Stærk weekend for Team Schantz Flemming Schantz genfandt rytmen på Padborg Park og kørte et af sine suverænt bedste løb i historien. I et intenst parløb med teamkammeraten, Tim Søndergaard, formåede begge kørere at placere sig på skift i weekendens top 5. På trods af det silende regnvejr og en sæbeglat bane, formåede både Flemming Schantz og Tim Søndergaard at placere sig i top 5 i løbet af weekenden. Efter tidtagningen virkede det dog som noget af en udfordring, da Tim Søndergaard endte som nr. 8 og Flemming Schantz som nr. 12. 1. Heat: I en glidende bevægelse arbejdede de sig op igennem feltet, og på trods af en ”luftlomme” til de første, blev konkurrenterne taget - en for en. Tim Søndergaard endte på en flot 5. plads og efter fem overhalinger landede Flemming Schantz som nr. 7. ”Det var et godt og sjovt løb. Men det blev et tæt race med flere af konkurrenterne, hvor bilen desværre måtte betale prisen”, oplyser Flemming Schantz, mens han står og betragter den meget medtagede højre dør. Resultat: Tim Søndergaard: nr. 5 og Flemming Schantz: nr. 7 2. Heat: Tim Søndergaard havde desværre bulerne til gode i 2. Heat, da han efter en fantastisk start lagde sig i spidsen som nr. 1. ”Det er en fantastisk følelse at ligge først. Jeg havde godt fat på banen og var kommet sikkert ind i kurverne, så jeg var klar til at køre placeringen hjem” fortæller Tim Søndergaard. Men desværre var glæden kort. På et splitsekund og en hård påkørsel bagfra af Kim Lund, blev både placeringen og forventningerne skubbet ned på en 6. plads. Flemming Schantz spottede hurtigt mulighederne længere nede i feltet, rykkede sikkert frem og placerede sig efter få omgange på en podieplads som nr. 3. ”Når racet bliver så tæt, og reaktionerne skal komme så hurtigt, er det svært at vurdere, hvad der præcist sker. Desværre fik jeg en strafbane for trængning af en anden kører – og det kostede mig tre pladser”, fortæller Flemming Schantz, der trods sin strafbane kæmpede sig tilbage på en fjerde plads. I tæt kamp med John Gammelgård Jensen og Christian Pedersen bliver der kørt om podiepladsen, der tidligere i løbet havde været Flemming Schantz’. Flemming Schantz forsøger en sidste overhaling i Big Mag svinget, men satser desværre sin position og ender på en 5. plads. Resultat: Flemming Schantz: nr. 5 og Tim Søndergaard: nr. 7 Team Schantz har igen i denne weekend vist at de er med helt fremme, og både Tim Søndergaard og Flemming Schantz ligger godt i det samlede klassement. Bilerne har ikke fået flere knubs, end de kan være klar til næste løb, der allerede køres i den kommende weekend på Ring Djursland. Samlet placering i mesterskabet: Tim Søndergaard nr. 4 med 52 point og Flemming Schantz nr. 8 med 37 point. 17. maj 2006 Team Schantz klar til kamp på Padborg Park Mekanikerne hos Team Schantz kom på overarbejde efter testdagen på Padborg den 10. maj, da Flemming Schantz tidligt måtte afbryde testen pga. en sammenbrudt motor og Tim Søndergaard senere på dagen satte 206’eren i sandet. Alligevel har teamet formået at få gjort bilerne klar til at indtage Padborg Park og give konkurrenterne kamp til stregen. ”Endnu en gang måtte jeg se min motor bryde sammen”, oplyser Flemming Schantz og fortsætter: ”det blev kun til 13 omgange. Ikke meget men alligevel nok til, at vi fik foretaget de vigtigste ændringer, så vi kan være kampklar til weekenden”. Teamet har siden testdagen arbejdet intenst på at finde fejlen, der forårsagede, at det nu er anden motor, som Flemming Schantz indenfor 14 dage må vinke farvel til. Men der er godt nyt oplyser Team Chef, Rene Sørensen, der nu kan bekræfte at fejlen er fundet. ”Vi har fået specialfragtet en fabriksny Peugeotmotor til Varde, som er monteret. Så nu mangler vi kun at få de sidste formaliteter på plads for at få bilen i mindst lige så god form som ved åbningsløbet. Vi kender Flemming Schantz værd på banen og ser kun frem til, at han får lejlighed til at vise sine talenter”, afslutter Rene Sørensen, der har arbejdet for Team Schantz igennem de sidste tre år. Bulerne er nu også rettet ud af Tim Søndergaards 206 GTI, der fik en blød landing i sandet efter Big Mac svinget. ”Jeg har forsøgt at køre med ABS”, afslører Tim Søndergaard, ”men jeg må bare erkende, at en standard ABS-løsning ikke kan klare kombinationen af fart og banens kurver, og på nuværende tidspunkt er for farlig at køre med”. En teknisk blokering i ABSen var skyld i, at bremsekraften utilsigtet blev reduceret og det blev derfor umuligt at manøvrere rundt i svinget og holde 206’eren på asfalten. Men begge kørere er enige om, at det gælder om at udnytte testdagene optimalt – også selvom det koster ekstraarbejde efterfølgende. ”Det er den eneste måde, vi kan sikre, at både vi og vores biler er 110% klar til Padborg Park. Tim Søndergaard ligger nu på en samlet 5. plads i klassementet og skal køre med 20 kg succesballast på Padborg Park. Jeg selv ligger nr. 7 på trods af de tekniske problemer til åbningsløbet. Så hele Team Schantz er top motiveret og klar til at give konkurrenterne kamp til stregen. Vi ses på Padborg Park!”, afrunder Flemming Schantz interviewet. 1. maj 2006 ÅBNINGSLØBET - STÆRKT RACE HOS TEAM SCHANTZ På trods af en sammenbrudt motor markerede Team Schantz sig stærkt i Advan Cups åbningsløb på Jyllandsringen i weekenden. Allerede efter træningsrunden lørdag formiddag stod det klart, at denne sæsons Advan Cup bliver en kamp om marginaler for at komme på podiet for de to kørere i Team Schantz, Flemming Schantz og Tim Søndergaard. Flere gange sidste år kunne Flemming Schantz tage hjem til Varde med velfortjente pokaler. ”Det er også målet i år”, fortæller Team Schantz’ to racerkørere. Vinteren er blevet brugt til at gennemgå racerbilerne samt ændre dem til det nye reglement, så de er klar til at udfordre konkurrenterne på banen. Det viste begge kørere under tidtagningen, hvor Tim Søndergaard kom ind på en flot 4. plads, hvilket er fem placeringer bedre end slutresultatet sidste år. Flemming Schantz’ motor begyndte allerede i de første runder under tidtagningen at ryge, hvilket resulterede i, at Flemming Schantz kun fik én ren omgang i tidtagningen. Alligevel formåede Flemming Schantz at sætte den 9. hurtigste tid. 1. HEAT: Da startskuddet går til 1. heat, kommer Tim Søndergaard godt fra start og bibeholder en sikker fjerdeplads gennem hele løbet. Flere gange presses Rene Hoff på 3. pladsen og Tim Søndergaard sætter løbets hurtigste tid. ”Det er en fantastisk følelse pludselig at kunne følge med de hurtigste i klassen så tæt på podiepladserne. Rene Hoff kørte et flot løb og kæmpede for sin 3. plads, så det var ikke muligt for mig at komme forbi”, fortæller Tim Søndergaard, der med sin 4. plads sikrer en startplads som nr. 3 i 2. heat. Flemming Schantz starter som nr. 9 og efter flere elegante overhalinger mod toppen, ligger Flemming Schantz i opløbssvinget før det ternede flag på en sikker 6. plads. Men på sidste omgang vælter der røg ind i kabinen og motoren mister effekt - motoren er brudt sammen. Men på trods af de meget hårde odds formår Flemming Schantz alligevel at slutte på en flot 11. plads. ”Op til sæsonstart monterede vi en fabriksny motor, netop for at vi ikke skulle komme i denne situation. Det er vanvittigt ærgerligt, for min 6. plads i 1. heat havde kvalificeret mig til at starte pole position i 2. heat.” Natten mellem lørdag og søndag kørte teamets tre mekanikere Flemming Schantz’ racerbil til Varde og arbejdede natten igennem på at montere en ny motor. Søndag morgen stod bilen atter klar på Jyllandsringen i Schantz Teamets telt. Flemming Schantz var klar til 2. heat! ”Teamet har endnu en gang vist deres styrke ved hurtigt at løse selv de mest komplicerede opgaver, som for andre teams ville være umulige”, erkender Flemming Schantz. 2. HEAT: Flemming Schantz kører sig hurtigt op igennem feltet fra sin 11. startposition og viser endnu en gang sit talent som racerkører. På kort tid har Flemming Schantz overhalet 5 konkurrenter. ”Bilen kørte perfekt gennem hele heatet”, fortæller Flemming Schantz ”jeg kunne derfor koncentrere mig 100% om løbet”. Det kunne også ses på resultatet, hvor Flemming Schantz slutter på en 6. plads. Tim Søndergaard kommer også godt fra start og ligger efter blot et par få omgange som nr. 2 i heatet efter at have passeret Casper Lind Poulsen fra ARTS teamet. Det ser ud til, at Tim Søndergaard holder positionen som nr. 2, men desværre kommer der to pludselige overhalinger fra Casper Lind Poulsen og Rene Hoff, så Tim Søndergaard slutter heatet på en 4. plads. ”Jeg mister desværre koncentrationen, da der ligger kølervæske over store dele af banen. Det er frustrerende, at en kører med teknisk defekt vælger at køre flere omgange i stedet for at køre direkte i pit. Det er farligt og med til at ødelægge et godt race for os andre i feltet”, slutter Tim Søndergaard af. En utrolig spændende weekend for Team Schantz, som lover godt for resten af sæsonen med to top motiverede racerkørere og ikke mindst et stærkt og solidt team af mekanikere - klar til at løse selv de mest udfordrende opgaver. Næste løb er 20. og 21. maj på Padborg Park. Spørgsmål kan rettes til: Helle Söderhamn, 20 28 16 22 eller på e-mail hs@a-inspektion.dk
Stærkt Team Schantz klar til sejr
> Forside <

Nyheder

Bilerne

Sæson 2006

Kørere

Teamet

Sponsorer

Kontakt @



Efter en succesfuld sæson sidste år har de to Advan-cup kørere nu besluttet sig for at gå sammen i Team Schantz.

Både Flemming Schantz og Tim Søndergaard lå stabilt i top 10 i sidste sæson, og Flemming Schantz kom flere gange på podiet bl.a. med en flot førsteplads midt på sæsonen.

I denne sæson vil duoen bygge videre på de bedste ideer og erfaringer i et stærkt samarbejde om placeringerne i toppen.

Målet:
Begge racerkørere har en klar målsætning om at slutte sæsonen i top 5.

Midlerne:
Gennem vinteren har begge køreres biler (206 GTI) gennemgået store forandringer, så de er klar til det nye reglement, hvilket bl.a. indbefatter rillede bremseskiver, stålbøsninger i undervognen, nye vægt/kraftberegninger mm. Begge biler startede med nye motorer i april, hvor startskuddet lød for første gang i år på Jyllandsringen.

Følg resultaterne gennem sæsonen:
Følg med i hvordan de to racerkører klarer den lange kamp til top 5 gennem sæsonen, og læs om resultaterne fra hvert løb her på hjemmesiden under ”Nyheder”.

Forfatter: HS
Dato: 10-05-06
schantzracer
Team Schantz - Ortenvej 81 - 6800 Varde - Tlf: 75 22 39 98


                                      LOGIN

 For adgang kræves der brugernavn og password!